Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVESYSLER      BESKÆRING AF BUSKE OG TRÆER - Beskæring af Thuja

Beskæring af Thuja

Vi beskærer vores thujaer af tre årsager:

1) Fjernelse af parallelgrene, så træet ikke flækker
Thujaer har det med at sætte næsten parallelle grene inde ved stammen, så der bliver flere toppe. Ulempen ved disse grene er, at tung sne kan tynge grenene/stammerne så meget fra hinanden, at stammen flækkes dødeligt. Derfor fjerner vi disse parallelgrene.
Grene, der kommer helt nede fra jorden kan man godt lade være. De flækker ikke stammen. På foto til højre kan man se en Thuja 'Holmstrup' med disse flotte stammer.

2) Fjernelse af sidegrene i forbindelse med opstamning
Da vores træer skal stammes op, fjerner vi sidegrene efterhånden, som thujaerne vokser op. Planen er, at stort set alle træer skal have stammer på 180-200 cm, således at vi kan gå under.

3) Beskæring / klipning af grønt løv for at holde kronen slank
Hvis thujaerne bliver for brede, eller hvis man vil bruge dem som hæk, kan det sagtens lade sig gøre at klippe i det grønne løv. Vi klipper en gang i mellem vores smallere, men det er kun sket enkelte gange, for der er god plads til kronerne, så snart de kommer op i højden.

Der er i litteraturen ikke enighed om, hvornår det rette tidspunkt for beskæring er, men vi har taget lidt her og der og fundet frem til noget, der passer både os og vores thujaer

Fjernelse af parallelgrene, så stammen ikke flækker

Beskæring af parallelgrene foretager vi fra slutningen af april og i hele maj. Vi har også prøvet at gøre det i slutningen af marts. Det var på et træ, der var i god vækst, og det gik godt.

På vores daglige hyggerunder i haven, tjekker vi løbende thujaerne helt inde ved hovedstammen for at se, om der er parallelgrene på vej. Hvis vi kan komme til det, fjerner vi disse grene tidligt. Hvis en gren imidlertid er blevet for stor, før vi opdager den, eller den er til stede ved anskaffelsen, og en fjernelse vil spolere træets symmetri, så gør vi i stedet dette:
1) Først beskærer vi topskuddet af parallelgrenen så langt ned som muligt samt lidt af parallegrenens løv, således at grundstammen kan få lys og udvikle blivende grene og friskt grønt løv i hullet. Og det gør vi så et par år - skærer  ned og skaber lys.
2) Så snart hovedstammen har dannet fine nye grene og friskt løv, der i løbet af en sommer eller to helt vil kunne erstatte parallelgrenen, fjerner vi parallelgrenen med et skråt snit. Pas rigtig godt på ikke at ødelægge hovedstammen - stammerne sidder jo helt tæt sammen. På de to foto herunder ses en thuja før og efter beskæring af en parallelgren.

Fjernelse af sidegrene ved opstamning

Når grundstammen og kronen er blevet store nok til, at man kan beskære sidegrenene, fjerner vi dem som ved alle andre træer. Læs mere om, hvordan vi grundlæggende opstammer. Her kan du bl.a. læse, hvor stort et træ skal være før vi opstammer, og hvor meget man skal opstamme.

På thujaer kan man beskære smågrene fra april til august.
Hvis man skal fjerne mange og/eller større grene på en gammel thuja, er forårsbeskæring (april-maj) sikkert det klogeste.

Beskæring/klipning af grønt løv

Thujaer kan sagtens beskæres i det grønne løv, men det skal ske, så snart de når den ønskede bredde. Det skyldes, at thujaer kun er grønne i en skal omring en 'død' midte, og hvis man klipper det grønne væk, skyder den ikke igen. Det grønne er vel omkring 25-20 cm - skil løvet og kig efter.
Vi studser det grønne løv med en almindelig saks, men aldrig helt jævnt, som om det er en hæk. Vi tager nogle små grene her og der, så kronen bliver ved med at se naturlig ud. Hvis man skal lave hæk, dur den slags hyggepusleri selvfølgelig ikke.

Det grønne løv klippes/studses bedst fra maj til august.
Ved klipning i maj vil nyvækst dække de klippede steder.
Vi klipper efter lyst og behov i hele det nævnte tidsrum og aldrig senere, da eventuel nyvækst ikke kan nå at hærde inden vinteren og derfor kan tage unødig skade.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have. Den er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk