Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

BYHAVEN I EBELTOFT   ⇘   HAVEPLAN OG HAVERUM   ⇘   BISPEGÅRDEN

Bispegården

- med tæt og stort bunddække af Bispehuer

Går man fra Gårdspladsen op ad trappen gennem Slugten og forbi Smøgen, kommer man op i Bispegården, hvor det meste af jorden er dækket af bispehuer (Epimedium) - deraf navnet på haverummet.

^
Tegltaget og teglfarvede planter, fx tidligtblomstrende Bispehue. Ved at vælge teglfarvede planter, der harmonerer med tegltaget, forstørres haverummet, fordi det visuelt inddrager hele taget.


Komposition med lodrette og vandrette linjer

Da Bispegården er placeret meget tæt på huset, er designet holdt i stramme linjer med enkel beplantning. Det skyldes den overordnede plan, hvor vi besluttede, at jo tættere på huset, jo mere enklet og 'geometrisk' skulle det være.
Det stramme design har vi skabt med firkantede fliser i snorlige gange med vinkelrette hjørner gennem et stort fladt bed med bunddække af førnævnte Bispehue.
Den store, grønne flade brydes af søjletræer, hvorved vi får store vandrette flader med lodrette linjer.
Træerne er dels tre opstammede thujaer (der har fået lov at blive fire meter høje), dels fire æbletræer og et pæretræ, der holdes på 2-2½ meters højde, samt en solbær og en ribs i søjleform.

 

Havedesign med vandrette og lodrette linjer fra bunddække og søjletræer

Havedesign med vandrette og lodrette linjer fra bunddække og søjletræer

Bispegårdens farver

Bispegården er hævet ca 150 cm over husets terræn (og Gårdspladsen), hvorved husets tegltag bliver meget dominerende, selv om der er et par meter mellem haverummet og selve huset.

I stedet for at konkurrere med farven på taget, har vi valgt at udnytte den og bl.a. male en mur bag magnoliabedet teglfarvet samt at have tekstiler og blomster i matchende farver. På den måde udvider vi optisk haverummets størrelse, så det virker, som om det når helt over til taget og helt over til muren.

Oprindeligt brød vi os ikke om de orange nuancer, og kunne bedre lide kølige blå-rosa farver. Men da vi samtidigt synes, man får det mest harmoniske resultat, når haven spiller sammen med omgivelserne, tog vi konsekvensen, og i dag er vi lykkelige over, at vi blev 'tvunget' til denne beslutning. De orange, brændte farver er nemlig umådeligt smukke sensommeren, og da orange forbindes med sådan noget som varme, passion og energi, ja, så understreger farven den varme og solfyldte placering, som haverummet har.

Teglfarvet dahlia

Teglfarvet Dahlia

Hovedblomstring

Vi kan godt lide, at hvert haverum har en form for hovedblomstring for at understrege forskelligheden, men der er nu altid små farveklatter her og der. Hovedblomstringen i Bispegården ligger i sensommeren, hvor vi, som nævnt ovenfor, synes, at de varme, brændte farver særligt passer godt. 
De første farver får vi fra orange krokus og hornvioler. Om sommeren er der et par krukker med bl.a. tagetes, og selve hovedblomstringen består især af montbretia, solbrud og buskpotentil. 

Figenterrassen med sol og parasol

Bispegården har to siddepladser. Den ene er med lille bord, bænk og to stole, hvilket er nok til drinks med gode venner. Det er også stort nok til at vi selv kan sidde der og spise. Det er mest, når det er varmt, og vi gerne vil have skygge. Her er nemlig god læ og sol direkte fra syd. Vi er nu ikke de store soldyrkere, så vi har også en parasol.
Rent fysisk er siddepladsen placeret i et hjørne af haverummet ved nabohusets gavl. Gavlen vender mod syd, og op af gavlen vokser et figentræ, der elsker denne varme, beskyttede plads. Figentræet danner dermed væg til højre for siddepladsen og har givet navn til den: Figenterrassen. Til venstre dannes væggen af en thuja og et riohegn med cotoneaster i.

^
Bent plukker figner. Man kan lige se hans blå bukseben.


Udhuset med en af havens mange siddepladser

Ud over Figenterrassen har vi en anden siddeplads ved udhuset. Det er et sort træhus med røde vinduer, der ligger modsat Figenterrassen, dvs. i den sydlige ende af Bispegården op mod muren ind til naboen. 
Udhuset er nyt, men er bevidst bygget, så det ser ud som om det har ligget der altid: Uden en eneste ret vinkel, i sortmalet træ og med svenskrøde vinduer, der er identiske med vinduerne i det fredede hovedhus. Udhuset er således - ligesom teglfarven - med til at binde Bispegården sammen med huset og gårdspladsen.
I udhusets ene hjørne er indfældet en overdækket bænk med skæve vinkler og vindue ind til det næste haverum. Det hedder kupeen. Spørg mig ikke, hvor det kom fra, det hed den bare pludselig.

Siddeplads med læ, tørvejr og udsigt til næste haverum

Siddeplads med læ, tørvejr og udsigt til næste haverum

Sommerhuset

Modsat den trappe, man kommer op ad fra Gårdspladsen, ligger et lille havehus, kaldet 'Sommerhuset'.
Da man kan se 'sommerhus'døren allerede ovre fra trappen, får de fleste lyst til at gå gennem Bispegården for kikke ind af døren. Og det er lige det, vi gerne vil have: At nysgerrigheden får fødderne til at flytte sig.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have. Den er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Det er Lisbeth, der har skrevet teksten og taget billlederne, og det er IKKE ok, at du kopierer, med mindre du har fået lov.
Det gælder både tekst, billeder og ideer.
Du kan kontakte os
HER


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk