Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

Clematis 'Fusca var. Ianthina'

Klematis

Clematis 'Fusca var. Ianthina' (Staudeklematis)

Clematis 'Fusca var. Ianthina' (Staudeklematis)

'Fusca' er en sjov lille plante med bittesmå ejendommelige blomster, så den skal stå et sted, hvor man kan komme til at se den. Vi har købt den på et plantemarked.

Vækst
'Fusca' bliver op til 2 meter høj med spinkle stængler, der hos os starter forfra hvert år.

Løv
Bladene er mellemgrønne, ovale.

Blomstring
Lille Fusca har små (ca. 2 cm lange og brede), mørkviolette klokkeblomster, der er dækket af korte, grålige hår, som næsten skjuler den rigtige farve, og får den til at se ud som om, den er lavet af filt.
Hver klokke består af fire sammenvoksede blomsterblade.
Blomstringstiden er juni-august.
Blomstrer på samme års skud.

Frugter
Frøstandene er små bitte kvaster.

Vokseplads
Som alle andre clematis kan den lide at stå med fødderne i humusrig jord i skygge og hovedet i fuld sol. Halvskygge er også ok.

Pasning
Vi gør intet ved vores Clematis 'Fusca'
Den hører til gruppe 3, der bør beskæres hårdt i december. Hos os fryser den imidlertid ned hvert år, så beskæringen klarer den selv.
Der står nogle steder, at den skal vinterdækkes, men det gør vi ikke, så rødderne må kunne tåle kulden, og så starter den blot forfra hvert år.

Anvendelse i vores have
Hos os vokser Fusca i en balje med almindelig, men god pottejord. Den skal vinterdækkes, men det ved vores heldigvis ikke, for vi gør det ikke, og den kommer troligt hvert år. Det skal dog siges, at vi har lagt en sten, som rødderne kan putte sig under, og som giver lidt kondensvand om sommeren.
Træbaljen står op ad et riohegn, som Fusca muntert slynger sig i. Her forsvinder Fusca næsten i mængden af andre planter, men da vi har en bænk stående lige op ad hegnet, kan vi let finde denne lille juvel, som kun åbenbares for den, der giver sig tid til at sidde og kigge. Fornøjelsen er derfor helt i top den sommerdag hvert år, hvor vi pludselig genser den.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have. Den er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk