Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS DESIGN      DE FØRSTE OVERVEJELSER

De første overvejelser

- hvilken slags have skal designet ende med

Der er ikke én havetype eller ét design, der er mere rigtigt end et andet.
Det handler derimod om at identificere det, der er rigtigt for én selv.
En 'rigtig have' er den, der passer 100% perfekt til haveejeren.

Hvordan ved man, hvad det rigtige er?

Hvis man ikke er 110% sikker på, hvor man er i sit haveliv, kan man finde frem til den havetype og det design, der passer bedst til 'lige netop mig', ved at overveje en række ting: Hvem man er som person, hvad man kan lide, hvad man har brug for af terrasser m.m., hvordan huset ser ud og hvordan grundens beskaffenhed og placering er. Det handler om drømmeplanterne - også når de er vokset til. Og det handler om at tage hensyn til tid, penge og kræfter i både anlæg og daglig pasning.
Vi har skrevet nogle af de ting ned, som vi synes, det er værd at overveje. Det kan du læse mere om på denne side. Hovedpunkterne er, at man skal tage hensyn til:

  • Havens beliggenhed og beskaffenhed
  • Hvilke havedrømme og behov har man?
  • Hvad kan man magte, når hverdagen melder sig?

Havens beliggenhed og beskaffenhed

Når man skal designe sin have, er det en god og harmonisk tommelfingerregel at vælge elementer, der på en eller anden måde passer til stedet, OG benhårdt at fravælge resten.
Det kan være rigtig svært og meget ærgerligt at vælge fra, men i haver som i andre af livets forhold gælder det, at "kan man ikke få det, man elsker, må man elske det, man kan få".

Giv dig tid til at kigge grundigt og kritisk på det, som haven skal passe til, før du beslutter dig for havestil, design og beplantning.

Der er mange løsninger, når målet er, at have og beliggenhed skal gå op i en højere enhed. Vores pointe er udelukkende, at man bør vælge aktivt frem for at tumle formålsløst derudaf.
Vi gør os selv megen umage med at vælge fra, fordi vi synes, resultatet bliver mere holdbart.

Byhaven i Ebeltoft ligger i en gammel by

Vi har selv taget hensyn til omgivelserne, da vi planlagde vores have. Den ligger nemlig i en gammel by med brosten, tæt på kirken og med bindingsværkshus, og det betød, at vi fx fravalgte en tresserhave med sveller og bambus, en japansk have med rød træbro eller en moderne have med spejbassin og skærveørken og i stedet kiggede i retning af en klosterhave med søjlegang og lægeplanter, en frugthave med høns eller en mormorhave med husløg, roser, hosta og lavendler.
Designet endte med en række haverum, hvor Gårdspladsen, der er tættest på det fine gamle hus, er pyssenysselig og har 'mormorplanter', og jo mere man bevæger sig væk fra huset, jo mere vildt bliver det.
Læs mere under Haveplan og haverum
Jorden i haven er rigtig god (har været dyrket i hundredevis af år og gødet af høns, køer og heste). Klimaet er venligt, da vi dels bor tæt på vandet (hvilket løfter vintertemperaturen et par grader), dels bor vi i Ebeltoft, som er en del af et klimabælte (hen over Sjællands Odde og Anholt), der har flest solskinstimer i Danmark. Vores grund skråner, og vi får en del vind ude fra vigen.
Klima- og jordbundsmæssigt kan vi således tillade os at vælge planter blandt alle de almindelige sorter.

Fra haven er der udsigt til en gammel dansk kirke, og det har vi forsøgt at tage hensyn til i havens design.

Fra haven er der udsigt til en gammel dansk kirke, og det har vi forsøgt at tage hensyn til i havens design.

^
I vores have er der udsigt til en gammel dansk kirke og kirketårn, og det har vi forsøgt at indtænke i haven. Ikke at den skal ligne en kirkegård!, men vi har søgt noget, der ligger tæt på dansk natur og dansk havetradition.


Hvad drømmer man om?

Når man skal indrette sin have - designe sin have - kan man tænke på den som sit hus:
Hvilken stemning vil man gerne have: Minimalistisk, romantisk, kontrastsfuld, intim, storslået, simpel, kringlet, moderne, frodig, farverig, rå og robust, nostalgisk, selvforsynende osv.? Hvilke farver er smukkest? Hvad skal der være på gulvet og væggene (belægning, hegn / hække / klatreplanter)?
Og man kan overveje, hvad haven skal bruges til: Hvor tit er man hjemme, og hvad laver man? Er der børn? Har man en hobby, der skal være plads til? Hvor mange rum skal der være, og skal alle rum være ens? 

Hvad magter man?

Drømmen om egne krydderurter i flotte terracottapotter kan let visne væk i en travl hverdag, hvor tid til daglig vanding ikke er realistisk, eller man foretrækker at ligge i en hængekøje med en kop kaffe. Så er det bedre at købe sig til urterne og droppe potterne eller at tilplante dem med noget tørketålende.

Når man skal planlægge sin have, er det nemlig vigtigt at erkende, hvem man i bund og grund er, hvilket liv og vaner man har, og hvad man magter at passe. Derfor skal man stille sig selv en masse spørgsmål og svare ærligt.

Vores overvejelser endte med: Vores ønskehave

I vores overvejelser om vores have måtte vi erkende, at vi ikke bliver yngre, og at haven derfor ikke måtte blive en sur pligt med græsslåning og lugearbejde.

På den anden side set var det også vigtigt, at der hele tiden skulle være noget at lave, fx at klippe lidt i blomsterne og buskene. Den slags arbejde kan man nemlig springe over i ugevis, hvis det regner og er koldt, eller i et helt år, hvis dét skulle være nødvendigt - planterne er stort set ligeglade og kommer fint igen året efter uden den slags opmærksomhed. Men hvis tiden og vejret er til det, synes vi helt klart, at det er vidunderligt og afslappende at gå rundt og ordne lidt her og der. (Og efter en dag i haven er det godt med et glas vin, så det skal der også være masser af siddepladser til.)

^
I vores have skal der være et sted med aftensol og plads til et glas vin efter en dag i haven. Til gengæld har vi overstået den fase i vores liv, hvor vi gider grille, så det skal der ikke længere være plads til.


Efter lang tids selvransagelse fandt vi frem til, hvad vores have - inden for de givne rammer - skal kunne, for at den passer til os. Kravene skrev vi ned, så vi hele tiden havde en ledestjerne eller facitliste, som vi kunne holde os til, når vi fik vilde ideer. Vi holder os stadig til den. 

En haveplan er uundværlig

Der er tre indlysende fordele ved at nedfælde sine beslutninger på en haveplan, når man skal designe og anlægge en have. Det gælder ikke kun nye haver, men også større omlægninger.

  1. Man kan tjekke, hvordan tingene placeres bedst, og om der i det hele taget er plads til det hele, før man går i gang. Det sparer spildte arbejdstimer og penge.
  2. Man bevarer det store overblik, så man kan tillade sig løbende at anlægge en overkommelig bid af haven og alligevel få det til at hænge sammen til sidst.
  3. Man holder sig selv fast i de gode ideer og undgår forkerte impulsbeslutninger

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk