Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

BYHAVEN I EBELTOFT   ⇘   HAVEPLAN OG HAVERUM   ⇘   GÅRDSPLADSEN

Gårdspladsen

- tæt på huset, solfyldt og stramt design

Da vores hus ligger midt i byen, hænger gårdspladsen sammen med byrummet udenfor huset - kun adskilt af vognporten.
Porten er normalt lukket, og gårdspladsen virker dermed som et afskærmet byrum og haverum, hvor vi kan sidde i fred og ro, men alligevel følge lydene i byen. Det er noget så hyggeligt.
Åbnes porten, kan vi fra gården følge livet og trafikken på gaden.
Fra Gårdspladsen går en trappe mellem gavlen og Magnoliabedet op til resten af haven.

Allerede i maj er Gårdspladsen solfyldt og tages i brug.

Allerede i maj er Gårdspladsen solfyldt og tages i brug.

Lidt mere om Gårdspladsen

Siddepladser til flere formål er et plus i en lille have

Siddepladser til flere formål er et plus i en lille have

Belægning

Belægningen på Gårdspladsen er gamle brosten (granit) på passagen fra vognporten og videre op i haven. Dér, hvor vi har havemøbler stående, er det helt enkle, kvadratiske cementfliser af knust granit, som i materiale passer til brostenene. I de tiloversblevne hjørner, hvor en brosten eller en flise ikke passer, ligger der pigsten, der jo også er granit. Det gælder også et lidt pusdigt areal mellem en havemur og lysthuset. Her havde vi bed de første 12 år, men det er nu skiftet ud med pigsten. Det havde været ekstra flot med brosten eller pigsten over det hele, og vi overvejede også længe, men det ER altså for ujævnt et underlag for borde og stole, så vi indgik et kompromis og lagde fliser med rødlig granit på siddearealet.

Lysthus

Op ad nabogavlen er der bygget 'et halvt' ottekantet lysthus, således at nabomuren fungerer som bagvæg i lysthuset, der har fem sider og en dør i midten. Vi bruger det som Danmarks flotteste hyneboks og til at kigge på. Det er nemlig et godt fokuspunkt, der fuldstændig fjerner opmærksomheden fra den høje nabogavl. Endda så meget, at besøgende helt overser gavlen. Allermest bruger vi lysthuset i hele det mørke vinterhalvår, fordi vi sætter lys i, som vi kan nyde fra husets køkkenalrum.

Gårdspladsens lysthus er et godt fokuspunkt

Gårdspladsens lysthus er et godt fokuspunkt

^
Lysthuset er et godt fokuspunkt.


Farver

Varmen og sydsolen på Gårdspladsen understreges af valget af farver - vinduer i svensk rødt, muren mod naboen er malet i en varm teglfarve, husløgene er røde, rødlige granitsten m.m.

Beplantning

Beplantningen er valgt, så den så vidt muligt passer til Ebeltoft, der er en gammel stokroseby, og til vores gamle bindingsværkshus fra 1723. Det vil sige, at vi har valgt en stil, der ligger op ad 'mormorplanter' fremfor planter, der får os til at tænke på fx en japansk have, en naturgrund eller lignende. Dernæst har vi i høj grad valgt planter, der er vinterkønne, fordi vi kigger ud på Gårdspladsen hele vinteren. Et tredje hensyn er, at fordi husets tre længer åbner sig mod syd, er halvdelen af gårdspladsen bagende varm om sommeren, så de planter, der står her, skal være sol- og varmetålende.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk