Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVESYSLER      HAVENS DRAM      GRUNDREGLER FOR DRAMBRYGNING

Grundregler for drambrygning

- kom godt i gang med kryddersnapsene

Planter
Brug kun planter, der ikke er forurenede, når du laver kryddersnaps. Der er vist ingen, der ved, hvordan et spiritusudtræk af fx et svampemiddel på rosenblade virker i kroppen, men der er jo ingen grund til at gamble med helbreddet. Det gælder også planter, der vokser nær en trafikeret vej. De kan være fulde af bly. En tommelfingerregel er, at man kun bør samle mere end 200 m fra en sådan vej.

Glas og spiritus
Vi bruger sylteglas/syltetøjsglas, når vi trækker på plantedelene. Og vi bruger ganske almindelig vodka til at trække med, fordi smagen er neutral. Snaps kan også bruges. Det giver bare en anden smag. Det samme gælder alle andre spiritus'er. Vi har engang smagt en æbledram på en almindelig kommensnaps. Ikke dårligt!
Spiritusen skal dække planterne, og der må gerne være lidt ekstra.
Sæt mærkat på glasset med plantenavn, evt. plukkested og plukkedato. Man kan IKKE huske det.

Kvantum
Vi sætter ofte kun på små portioner. I hvert fald første gang for at se, om det er noget, vi kan lide.
En del udtræk bliver også så koncentrerede, at de skal fortyndes mange gange. Og så har man rigeligt i kun at lave et par deciliter udtræk.

Filtrering af kryddersnaps i sigte og gennem klæde

Filtrering af kryddersnaps i sigte og gennem klæde

^
Filtrering af hybendram. Efter første filtrering i sigte, filtreres anden gang gennem et klæde for at fjerne mindre urenheder.


Filtrering og lagring
Efter trækketid skal drammen filtreres og evt. lagre, før den fortyndes/drikkes.
Vi filtrerer i en sigte. Er udtrækket meget grumset kan man filtrere gennem et helt tyndt stykke stof. Vi synes ikke, kaffefiltre virker. De suger bare al drammen, uden at det løber igennem. Fugt evt. stoffet med vand, så det ikke suger den gode snaps.
Husk at gemme det, du filtrerer fra, hvis det er spiseligt. Fordrukne ribs, solbær m.m., der bagefter trækker videre i sukker er meget lækre i en lagkage, æblekage eller tilbehør til is.

Fortynding og tilsmagning
Vi fortynder udtrækket med vodka efter behov. Smag først, om det er nødvendigt. Vi prøvesmager i et snapseglas og bruger en måleske med ml for at få en ide om blandingsforholdet. Hvis man blot hælder vodka i udtrækket risikerer man nemlig at stå med enorme mængder dram. Har man fx ½ liter udtræk af birkeskud, der viser sig, at det skal fortyndes x 10, så ender man med 5 liter dram. Det er syv!!! flasker. Og man kan sætte mere året efter....
Tilsmagning kan ske med sukkerblanding, der kan forstærke en smag (også i bitre snapse) eller honning, eller man kan eksperimentere med at blande forskellige kryddersnapse sammen.
Efter fortynding og tilsmagning, skal den færdige dram stå mindst en uge for at 'sætte sig'. Ellers kan smagen være lidt 'sprittet'. Og så er den klar til fx julefrokosten, hvor man kan mindes glade dage i haven.
Vi hælder drammen på kønne flasker og skriver altid plukkedato og trækkeperioden på. Det fungerer som en hyggelig dagbog.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk