Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

BYHAVEN I EBELTOFT   ⇘   HAVEPLAN OG HAVERUM   ⇘   MAGNOLIABEDET

Magnoliabedet

- to grønne etager under en stor krone

Fra Gårdspladsen går man op ad gavltrappen langs Magnoliabedet.
Her står en snart 50 år gammel magnolia og danner loft og vægge over bedet - deraf navnet.

 Magnolia x soulangiana (Magnolie) danner en stor åben krone

Magnolia x soulangiana (Magnolie) danner en stor åben krone

Træet gror så godt, at det til sidst blev for stort og måtte beskæres. Det er ikke så let at beskære magnoliaer, men da vi gerne vil bevare 'loftet og væggene', gjorde vi det med hjælp af en anlægsgartner.

Der, hvor Magnoliabedet mødes med Gårdspladsen, er der en lav væg af jernkasser på grund af niveauforskellen. Kasserne er beplantet med en påskeklokke, som står som en lille grøn mur hen over efteråret og vinteren.

Planterne under magnoliaen

Egentlig består Magnoliabedet af to bede i forskudte planer, men beplantningen = gulvet i det rum, som magnoliaen danner, skal være den samme, så det fungerer som én enhed.
Det har ikke været uden udfordringer, kan vi godt sige, men i dag er der plantet stauder og græsser, nemlig Bølgetkronet storkenæb (Geranium phaeum 'Samobor'), Lodden løvefod (Alchemilla mollis) og Efterårsblåaks (Seslera autumnalis). Til sammen danner de to store grønne tæpper i flimmerlyset under Magnoliaens store krone.

Bølgetkronet storkenæb (Geranium phaeum Samobor)

Geranium phaeum 'Samobor'

Et par hvide solister

I tæppet af storkenæb, løvefod og græsser står der to klynger af stauder, der rager op over bunddækket. Begge har hvide blomster.
I maj dukker der en klynge Storkonval op, der står med elegante hvide, hængende klokkeblomster. Når de er afblomstret og larver begynder at hulle bladene, klipper vi dem væk.
Om sommeren blomstrer der Hvid druemunke. Den er så diskret, at den næsten overses. Til gengæld pynter de hvide bær i efteråret.

Hvid druemunke (Actaea pachypoda)

Hvid druemunke ('Actaea pachypoda')

Løgplanter

I de to forskudte bede har vi lagt mange forårsløg, som vi kan kigge ud på i det tidlige forår, mens stauderne stadig hviler sig.
Forårsløgene er hvide, blå og gule: Vintergækker, Dorothealiljer, Perlehyacinter, Skilla, Erantis og Mini-påskeliljer. Når de er afblomstret bliver de visne blade dækket af de friske grønne blade fra storkenæb og løvefod.

Forårsløg med blå og gule farver

Blå og gule forårsfarver

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk