Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS DESIGN      NIVEAUFORSKELLE

Niveauforskelle

- gør haven større

Jo mere fødderne oplever på vej rundt i haven: 'op/ned og på forskelligt underlag', jo større registrerer hjernen, at haven er.

Helt personligt er vi vilde med niveauforskelle, og de kan laves i den fladeste have. Niveauforskelle giver nogle helt specielle oplevelser og muligheder for overraskelser.

Da vi overtog vores have, var der trin fra gårdspladsen op i resten af haven, der var ret flad med græsplæne og bede udenom. Vi fandt heldigvis ud af, at der var over en meters niveauforskel fra trappen og videre op gennem haven. En stigning, som de tidligere ejere havde forsøgt at skjule ved bl.a. at lade et tilgroet bed mod bagboen skråne ret meget, så resten kunne være fladt. Dén niveauforskel måtte vi simpelthen udnytte, og derfor har vi fjernet alle skrå bede og i stedet lavet stolpevægge, trin og trapper, hvor vi kunne.

Bedene har vi lavet vandrette. Dels fordi en vandret flade er lettest at have med at gøre, når det gælder planter og vanding, dels - og vigtigst - fordi det giver anledning til at vise niveauforskellen. En forskel, som man egentlig sagtens kunne skjule, hvis det var det, man ville. 

To små fif: Sådan får man niveauforskel ud af ingenting
Vores have skråner ikke meget. Efter den første og stejleste stigning langs husgavlen og op til Teglhaven, stiger det maksimalt en meter. Snarere mindre. Alligevel tror de fleste, at "Hold da op, hvor det skråner ret meget". Det er snyd alt sammen! I hvert fald en del af det. Knebet er, at vi laver telefonpælene højere end niveauet bagved. På den måde bliver densynlige højdeforskel større end i virkeligheden. Så når øjet ser, at der er 60 cm høje pæle, så registrerer hjernen det i god tro, selv om stigningen reelt kun er 45-50 cm. Når øjet har set to gange niveauforskel på hver 60 cm, så registrerer hjernen, at der i alt er en højdeforskel på 1 meter og 20 cm. Det er der bare ikke; der er måske 90 cm.

Niveauforskel på flad jord
På Fyrstien har vi gjort det, at vi har lavet et par trin, således man vandrer både op og ned i dette 'skrånende landskab'. Det passer bare ikke, for først træder man et trin ned, så svinger stien, og så træder man et trin op igen. Dvs. at man lander på samme niveau - det føles bare anderledes. Ti-hi.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk