Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS DESIGN   ⇘   PERSPEKTIV

Perspektiv og dybde

- med genstande i for-, mellem- og baggrund

En måde, man kan gøre sin have større på, er at lave en slags optiske bedrag, der snyder hjernen og skaber dybde og dermed en følelse af stor afstand. 

Tricket, når man vil arbejde med dybdekomposition, som det så flot hedder, er at placere genstande i 'forgrund, mellemgrund og baggrund' - ligesom på et teater, hvor en dygtig scenograf med de rette kulisser kan få en scene til at se ud som om, den er kilometerdyb.

Der er især tre tricks:

  1. 'Noget på tværs' i for- og mellemgrund
  2. Gentagelser af former og farver længere og længere væk
  3. Gentagelser af mindre og mindre genstande

Et fjerde fif er at bruge kolde farver længst væk og varme farver tættest på.

^
Ved at se bænken bag blomster og stammer skabes en fornemmelse af dybde og afstand, der ikke ville være der, hvis der blot var 8 meter hen over en græsplæne.


Noget på tværs

Man skaber dybdevirkning ved at placere noget i for- eller mellemgrunden, som forhindrer det totale overblik over baggrunden. Man kan fx plante et træ og glæde sig til, at træstammen vil danne en fin kulisse. Derved får øjet mulighed for at vandre frem og tilbage mellem forgrund, mellemgrund og baggrund, og hjernen kan registrere, at 'her kan man kigge langt'.

Det er blandt andet derfor, vi har mange træer. Endda rigtig mange for så lille en have.
Vi har nu også buske og fx hegn, der bryder en sti i mellemgrunden.

På billederne herunder ses samme sted i haverummet 'Skoven' med og uden noget placeret i for- og mellemgrund.
Foto 1 viser først, hvordan stedet ser ud uden noget 'på tværs' (2006), og foto 2 og 3 viser den samme 'udsigt' med dels med niveauforskel og trapper (2007) og planter (2015) i for- og mellemgrund.  

^
Vi er selv overbeviste om, at samme afstand virker længere og mere interessant på foto 3 end på foto 1. Men alt er jo i sidste ende en smags sag.


  📌

Du kender det sikkert godt

Knebet med at placere noget i for- og mellemgrund er velkendt fx foran en havudsigt, som bliver mere imponerende bag en træstamme, end hvis der er frit kik til hele horisonten, og det kendes i øvrigt af enhver (amatør)fotograf, der har prøvet at tage et 180o panoramabillede fra en bjergtop for at vise den storslåede ferieudsigt til vennerne derhjemme. Blot for skuffet at opdage, at udsigten på fotografiet ser småt, fladt og ikke ser spor storslået ud. Det gør det derimod, hvis man husker at placere et familiemedlem, en træstamme eller en parasol i forgrunden. Det skaber perspektiv og dybde.

Gentagelser længere og længere væk

I vores have skaber vi perspektiv, dybde og en følelse af afstand ved at gentage en markant farve. Først tæt på og så længere og længere væk.
Om foråret er det fx en gul gemserod i forgrunden (lige foran en bænk), gule tulipaner i mellemgrunden og guldjordbær i baggrunden.

Gentagelser behøver ikke være farver. Det kan også være former,fx tre ens krukker, en særlig bladform eller vækstform, fx en græs eller en thuja.

Hvis man har mulighed for det, kan man også genbruge farver og former, der står uden for haven. En gul forsytia hos naboen vil således trække øjet helt ud af haven, hvis man har plantet noget gult hos sig selv, og dermed give en følelse afendnu større afstand og dermed indtryk af en endnu større have.

^
Perspektiv er her skabt med farven gul:
Gul gemserod i forgrunden foran bænken, hvor man sidder, gule tulipaner i mellemgrunden og gule guldjordbær i baggrunden.


  📌

Derfor virker gentagelser

Åsagen til, at gentagelser af former og farver i synsfeltet får haven til at virke større, er, at øjet af en eller anden grund altid søger efter ligheder. Så når man har registreret fx en gul farve tæt på, kan man ikke lade være med at kigge efter den samme gule farve længere og længere væk - og til højre og venstre. Jo længere man kigger, jo større virker haven.
Gentagelse af former kan være tre ens krukker, særlige bladformer eller vækstformer, fx søjletræer.

Mindre og mindre gentagelser

Et godt kneb, som vi ganske vist ikke selv har brugt, men som vi ikke kan lade være med at gøre opmærskom på, er, at lade den genstand man placerer i forgrunden være stor, lidt mindre i mellemgrunden og endnu mindre i baggrunden.

Virkningen skyldes det, som vi alle kender, nemlig at genstande, der er langt væk, er små - og det kan man altså benytte omvendt: Jo mindre det bagerste er i forhold til det forreste, jo længere må afstanden være.

Kolde og varme farver i baggrund og forgrund

En anden metode til at skabe perspektiv og dybde - i stedet for at arbejde med genstande i for-, mellem- og baggrund - er at bruge farver. Når man ser på på noget, fx i sin have, vil de fleste nemlig opleve, at de varme farver (som gul og orange) har en tendens til at virke tættere på, mens de kolde farver (som violet og blå) vil virke fjerne.

I vores have bruger vi farver meget bevidst (til at skabe hhv. oplevelser og ro), men vi har stort set ikke brugt farver til at skabe afstand og dybde. Det skyldes nok, at vi har inddelt haven i ret små haverum i harmoniske former og derfor ikke har brug for at påvirke synssansen og rumopfattelsen i den retning. Men ideen er god nok. Fx varme farver tæt på en bænk og kolde farver længst væk.

 

 

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk