Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

Polygonatum multiflorum

Storkonval - Salomons Segl

Storkonval er en livskraftig staude til halvskygge. Den er i familie med liljekonval.

Vækst
De tykke skud vokser hurtigt til og når 60 cm højde i løbet af april/maj.

Løv
Store saftiggrønne blade, der kan blive ædt af (bladhvepse?)larver i løbet af sommeren. Så klipper man bare planten helt ned. Den kommer igen næste år. Larverne spiser tilsyneladende ikke andre ting, så problemet er nærmest ikke-eksisterende.

Blomst
I maj har Storkonval mange hvide blomster med grønne spidser under den buede stængel. De hænger i småklaser med 3-5 blomster i hvert blad­hjørne.

Frugt
Får røde, senere blåsorte bær, der i lighed med resten af planten (og så mange andre planter) er giftig.

Voksested
Konvaller er skovplanter og foretrækker derfor fugtig ler-/muldjord og halvskygge. Jo mere sol, jo dårligere klarer den tørke. Lidt kalk skulle den også være glad for. Det får den ikke her, og bliver allievel stor og flot.

Anvendelse i vores have
Her i haven vokser Storkonvallen i lavt bunddække under en kæmpe magnoliekuppel. Her har den flimmerskygge og får et drys nedfaldne blade et par gange om året, hvilket passer den godt.
Vi har sat den i en murerbalje uden bund, så den kan vokse sig stor og stærk og alligevel blive der, hvor vi helst vil have den.

Pasning i vores have
Storkonvallen passer sig selv, og selv om man kunne tro, at de lange stængler er sarte, skal de ikke bindes op. I hvert fald ikke, når de står sådan lidt beskyttet 'skovagtigt'.
Når bladene bliver spist af laver i løbet af sommeren, klipper vi planten ned til sokkeholderne. Så har den tilsyneladende samlet tilstrækkeligt med kraft til at komme igen næste forår. 

Formering
Det siges, at den kan sætte frø, men at det er meget usikkert. Her klippes den ned, før der kommer frugter, så vi skal ikke kunne sige det.
I stedet er det bedre at dele planten og tage nogle bidder af jordstænglerne. Vi har ikke haft brug for det, men det skulle kunne gøres næsten året rundt. Litteraturen foreslår foråret - pas på ikke at beskadige de grønne skud.

Mere om planten
Storkonval kaldes også 'Salomons Segl' eller 'Solomons Segl'. Det er fordi blomsterme nedefra ligner den sekskantede stjerne, der er sat sammen af to trekanter med én spids nedad. Figuren kaldes et hexagram, og symbolet kendes i mange gamle kulturer. Jøderne kalder den Davidsstjernen, og Israel har den i sit flag. Hinduerne kalder den Satkona. Blandt muslimer kendes den som Salomons Segl, da Kong Salomons signetring havde denne stjerne indgraveret. Det har altså intet at gøre med det segl, man høster korn med. (Jeg tror heller ikke, at kongen gav sig af med at høste korn!)
Når man ser op i de hængende blomster nedefra, kan man tydeligt se, at de lysegrønne spidser danner to trekanter, der bliver til en sekskantet stjerne.

Storkonval - Salomons Segl har stjerneformede blomster som hexagrammet i kongens segl.

Storkonval - Salomons Segl har stjerneformede blomster som hexagrammet i kongens segl.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have. Den er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk