Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

Prunus cerasifera 'Atropurpurea' syn 'Pissardii'

Blodblomme

Prunus cerasifera 'Atrpurpurea' syn. 'Pissardii' (Blodblomme)

Prunus cerasifera 'Atrpurpurea' syn. 'Pissardii' (Blodblomme)

Prunus cerasifera ‘Atropurpurea’ er et sundt lille, løvfældende prydtræ med dekorative mørkerøde blade.

Vækst
Blodblomme er et lille træ eller stor busk, der kan opstammes. Bliver 6 meter høj.

Løv
Bladene er rødbrune blade i udspring. Senere bliver de mørkt purpurrøde.

Blomst
De fine lysrosa blomster springer ud i april-maj, samtidigt med at bladene springer ud.

Frugt
De røde mirabellelignende frugter er sparsomme, da blodblomme har det med at blomstre så tidligt, at der ikke er insekter til bestøvning.
Frugterne er spiselige, men smagen er svag.

Voksested
Blodblomme foretrækker sol - let skygge og er ikke kræsen med jorden, der kan være alt fra sandet til leret.
Den tåler en del vind og nogen salt.

Pasning
Træet bliver ikke stort, men i små haver kan der være brug for beskæring. Det gøres i løbet af vækstsæsonen til og med september - ikke i vinterhalvåret - for at mindske risikoen for svampeangreb.
Vi har hverken oplevet svamp eller andre sygdomme, men i forået 12 smed det en masse blade i maj - formentlig grundet det knastørre forår lige i udspringstiden.

Anvendelse i vores have
Træet stod i haven, da vi overtog, og vi havde næppe plantet så stort et træ i dag. Det står ved siden af en magnolie, der har lysegrønne blade, som understreger blodblommes røde farver og dermed tilfører haven en ekstra oplevelse oppe i luften.
De mørkerøde farver er også et godt suplement til de teglfarvede blomster, der vokser i Teglhaven
Blommerne spiser vi lige fra træet, og i de år, hvor der er mange nok, koger vi en portion grød. Den har ikke så meget smag - det er vist mest for sjov.
Når blodblommen er afblomstret og blommerne spist, blomstrer en pink Clematis texensis 'Lady Diana' i trækronen, så der endnu engang er noget at se på.
Vi skærer en god bid af toppen en gang i mellem for kun at få glæden af bladene og så lidt skygge som muligt. Magter vi en dag ikke længere at udtynde og beskære, så må vi se, om vi kan leve med det eller finde på noget andet. Vi regner dog med at kunne beskære længe, da vi flittigt benytter os af en teleskopsaks. Se mere om hvordan vi beskærer.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk