Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS PLANTER      TOMMELFINGERREGLER      RETTE PLANTE PÅ RETTE STED

Rette plante på rette sted

- forudsætning for succes

Når man vælger planter, skal man selvfølgelig vælge nogle, man kan lide, men det bør ikke være det eneste, man vælger efter.
Det bedste er først at finde nogle egnede planter og dernæst vurdere, om man kan lide dem. Vælger man omvendt, dvs. med hjertet før hjernen, risikerer man at lade sig friste til at købe noget, der ikke rigtig vil trives eller fx bliver for stort. Vi taler af erfaring, for vi gør også fejl. Men erfaringen er hermed givet videre, så fejlene bliver så få, små og billige som muligt.

Sorter
Haveplanen siger måske, at "der skal være et fem meter højt, løvfældende træ med grålige farver ved siden af terrassen", eller at "Her skal der være bunddække under træet" eller "Her skal der være et gult rosenbed".
Nu gælder det efterfølgende om at finde de plantesorter, der kan det, man har brug for. (Når man taler om 'sorter' er det navnet på de enkelte planter. Ikke bare 'en gul rose', men den eksakte gule rose, der hedder fx 'Peace'.)
Det bedste er at se, hvordan planterne ser ud i andre haver, alternativt på planteskoler.
Andre muligheder er at lede på internettet og i bøger.

Egnede planter til små haver
Når man skal afgøre om en plante er egnet, skal man bl.a. sikre sig, at den passer til havens størrelse, eller at den kan klippes, så den gør.
Gode planter må også gerne kunne mere end én ting, fx have flotte farver i både udspring og høst, eller både blomstre og dufte. På den måde får man flest oplevelser ud af hver eneste kvadratmeter grund.
Planter bør være kønne hele tiden, også efter afblomstring. Især i en lille have er der ikke plads til noget grimt. Men det gælder sådan set også store haver. Hvorfor se på noget, der er grimt?

Samme plante i trivsel og mistrivsel

Ophiopogon planiscapus 'Nigrescens' (Sort slangeskæg) i surbund, halvskygge og med hyppig vanding

Ophiopogon planiscapus 'Nigrescens' (Sort slangeskæg) i surbund, halvskygge og med hyppig vanding

^
Ophiopogon planiscapus 'Nigrescens' (Sort slangeskæg), som mange tror, er en græs, foretrækker surbund og halvskygge og hader at være tørstig.
På det første billede har den det, som den vil have det, og kvitterer med at være struttende sund og sætte fine blomster.
I krukken på det andet billede står den derimod helt forkert (i stegende sol og almindelig jord), hvilket den fortæller os med visne pletter på samtlige blade og manglende blomstring.


Vækstkrav - jord, lys, vind, vand
Planter skal trives. Det gør de kun hvis de passer til voksestedet.
Derfor må man som haveejer vælge en af disse fire muligheder - og der er ikke noget, der er bedre end andet:

  1. Man har fundet en plante, man VIL have, og:
    1. finder et egnet voksested i haven
    2. laver haven om, så den passer til planten. Planten skal nemlig være der, basta! Stort arbejde, der ikke dur til den nemme have.
  2. Man har et tomt sted i haven, hvor der SKAL plantes noget, og man finder en god plante, der vil gro dér
  3. Man har fundet drømmeplanten, men man kan/vil ikke skaffe de nødvendige livsvilkår, så man lader den leve et liv i en anden have. (Os, der er så gamle, at vi kan huske filmen Casablanca, véd, hvor ondt det gør, at give sin elskede væk.)

Det gælder om at undgå fx solelskende lavendler i skyggen langs husets nordgavl, eller skyggeelskende hostaer på en tør solskænt. Resultatet bliver derefter: Sølle planter, der måske nok overlever, men som aldeles ikke ser pæne ud.

Naboplanter
Et andet hensyn, når man vælger sine planter, er planternes relative livskraft. For en lille fin alpeplante som bunddække omkring livskraftige høstanemoner er i bogstaveligste forstand dødsdømt i løbet af få sæsoner.
Alternativt må man i en uendelighed sige farvel til højtelskede planter og investere i nye dyre planter.
Man kan læse sig til rigtig meget, når det gælder livskraft, men det bedste er at se planterne i virkeligheden. Og at prøve sig frem.
Vi gør vores bedste for at vælge gode naboplanter, men det er - som mange andre haveejere også har erfaret - en konstant udfordring, fordi noget viser sig at trives bedre end forventet - og omvendt. Men det er vel egentlig også haveejerens lykke, for så kan man få lejlighed til at prøve noget nyt.

Hvordan finder man planterne
Man kan finde oplysninger om planternes krav i havebøger, på nettet, hos planteskolernes medarbejdere eller på planteskiltene. Vores erfaring er, at man skal vurdere sin kilde med omhu. Selv havebøger og  planteskolemedarbejdere kan tage fejl. Derfor dobbelttjekker vi altid - og efterhånden kan vi nu de fleste planter udenad. Obs, at udenlandske bøger kan anbefale planter, der passer til et andet klima end vores.
En god ide er også at besøge åbne haver og her se planterne for fuld kraft.

  📌

Følg naturen

Alle haveplanter er oprindeligt fundet i naturen. Man må derfor tilbyde sine planter et voksested, der ligner det, de kommer fra. Skov, bjerg, eng, varme, kulde, sol, skygge, ler, sand osv. Ellers vil de ikke trives.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk