Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS PLANTER      TOMMELFINGERREGLER      SAMMENSÆTNING AF BLOMSTERBED

Sammensætning af blomsterbed

- med samtidig blomstring som i en buket

Blomster er vidunderlige og må ikke mangle i en have. Hvordan vi har grebet det an, fortæller vi her på siden.

Vi synes, at blomster skal nydes i 'buketter'. Det vil sige, at når vi tilplanter et bed/haverum, vælger vi blomster, der blomstrer samtidigt og i øvrigt klæder hinanden. Enten fordi de tilhører samme farveskala, eller fordi de udgør en farveharmoni med for eksempel blå og rosa farver. Nogle steder planter vi dem, så de blander sig med hinanden og dermed bliver en naturlig buket.

Når vi 'planter i buketter' (især hvis det er blomster i samme farve), bliver det smukkest, hvis man varierer blomster- og planteformer og antal planter.

Rundt om vores 'blomsterbuketter' sørger vi for, at der er grønt og roligt, så vi får en kontrast, der forstærker farverne og dermed vores oplevelse af, at der sker noget særligt lige her og nu.

Farvesammensætning i bedets 'buket'

Når man planter blomster i buketter, således at alle planter blomstrer samtidigt, er det godt at holde sig til samme farve i alle blomster eller at vælge forskellige nuancer af farven. En god farvesammensætning er også at vælge blomster i farver ved siden af hinanden på farvecirklen, fx blå-rosa og gul-orange. 

Rosa blomsternuancer fra Hortensia 'Twist-n-shout', Digitalis, Astrantia major 'Rubra, Geranium oxanium 'Rødbylund' og Knautia Macedonia samt rosa bladfarver fra Weigela florida 'Verweig'

Rosa blomsternuancer fra Hortensia 'Twist-n-shout', Digitalis, Astrantia major 'Rubra, Geranium oxanium 'Rødbylund' og Knautia Macedonia samt rosa bladfarver fra Weigela florida 'Verweig'

^
Rosa blomsternuancer fra Hortensia 'Twist-n-shout', Digitalis, Astrantia major 'Rubra, Geranium oxanium 'Rødbylund' og Knautia Macedonia samt rosa bladfarver fra Weigela florida 'Verweig'


Det kan være meget effektuldt at anvende kontrastfarver (komplementærfarver), fx blå-gul eller lilla-orange, eller at lave kontraster med varme og kolde farver, men begge dele kræver en sikker hånd og stor farvesans, for at det er elegant. Det sikreste, synes vi, er at vælge farveharmonier.
(Om foråret bryder vi nu godt nok vores egen regel om  farveharmoni, for på den tid af året kan vi simpelthen ikke få farver nok efter en lang, hvid og grå periode. Vi har blandt andet plantet bunddække med blå vårkærminde (Omphaloides verna) og gule guldjordbær (Waldsteina ternata), der blander sig med hinanden.

Når du skal finde farver, der matcher hinanden er det nogle gange meget svært, fordi det er umuligt at huske en farve. Dvs. at man ikke kan gå ned på planteskolen og se, om en farve passer til den derhjemme.

Vi har to løsninger:

Vi har et stort farvekort. Her tjekker vi en blomsts farve og finder koden. Koden skriver vi ned, og tager farvekortet med os. På planteskolen kan vi til enhver tid hive kortet frem og tjekke både farve og nuance. Det er således den mere langsigtede løsning.

Her og nu løsningen og den mest sikre er, at vi plukker en blomst eller et par kronblade af de planter, der skal findes en makker til. De lægges med et stykke let fugtet køkkenrulle i en plastikboks. Her holder de sig flere timer, indtil man har tjekket på en eller flere planteskoler. Eller i andres haver.

Medbragte blomster i plastikbøtte, så vi kan vælge de rigtige nuancer på planteskolen

Medbragte blomster i plastikbøtte, så vi kan vælge de rigtige nuancer på planteskolen

^
Medbragte blomster i plastikbøtte, så vi kan vælge de rigtige nuancer på planteskolen. Det er umuligt at huske farver.


Blomster- og planteformer

Buketter, der består af blomster i samme farve, bliver smukkest, hvis blomsterne har forskellige former. Der er mange muligheder, eksempelvis:

  • Lange spir fra fx kattehale eller salvie
  • Store, runde, enkelte kurve som høstanemone eller marguerit
  • Store fyldte blomster som roser
  • Små runde knapper fra fx knautia eller fyldt skabiose
  • Liljeblomster fra liljer og dagljler
  • Flader fra fx røllike
  • Runde prikker fra kvæsurt eller brudeslør
  • Løse aks fra græsser

Planter man i farver, der ligger ved siden af hinanden i farvecirklen, kan man lave en superflot blanding med samme blomsterform i mange nuancer. Tænk fx på et rosenbed med kun én sort, hvor de unge og de gamle blomster har forskellig farve. Overdådigt smukt.

Samme rosa nuance i forskellige blomsterformer på Geranium endresii 'Rose Clair' og Tiarella 'Rosalie'

Samme rosa nuance i forskellige blomsterformer på Geranium endresii 'Rose Clair' og Tiarella 'Rosalie'

^
Samme rosa nuance og alligevel 'noget at se på', fordi blomsterformen er forskellig på hhv. Geranium endresii 'Rose Clair' og Tiarella 'Rosalie'.


Ligesom blomsterformen gerne må variere, er det også smukt, hvis planteformen varieres, så der er både tætte, løse, solide, elegante planter mellem hinanden. Der må for eksempel gerne stå nogle små tykmavede Sankt Hansurt i en gruppe, der brydes af en elegant svajende græs.
Tænk også på at variere højden i hele bedet, så de højeste planter ikke automatisk placeres bagest, og højden derefter falder matematisk fremad med de laveste planter forrest - sådan gør naturen nemlig ikke.

Arter, sorter og antal planter i et staudebed

Der gælder det samme for blomster som for planter i almindelighed: Man skal sørge for at matche rette plante med rette voksested, for at planterne bliver så smukke som muligt. Dvs. at alle blomster i 'buketten' skal have samme krav til voksested og samme voksekraft.

Hvis man tilplanter staudebede i buketter, dukker spørgsmålet op: Hvor mange planter skal der være af hver slags? 
Er bedet så småt, at man kan identificere de enkelte planter, er det mest sikkert at plante et ulige antal planter, da ulige tal tiltaler øjet mest.
Er bedet stort, så der plantes i grupper, er det stadig bedst, at anvende et ulige antal grupper af hver sort.
Derudover er det vigtigt, at der er flest planter/grupper af én af sorterne, en såkaldt karakterplante.

Hvor mange arter og sorter, man vil plante sammen, er smag og behag, men en tommelfingerregel, hvis man er i tvivl, er at holde sig til tre arter/sorter og plante 3:2:1. Det vil sige at for hver gang man planter 3 stykker af karakterplanten, planter man 2 af en anden slags og 1 af en tredje. Det går man ikke fejl af.

Man kan også vælge at plante i flader i stedet for buketter. Dvs at hver sort står i grupper. Vælger man det, er det et godt princip at vælge STORE grupper. Større end man tror, for ellers virker det småt og gnidret og langt fra elegant - med mindre man er kunstnerisk begavet, for man kan naturligvis tillade sig alt - vi andre har bare brug for en tommelfingerregel. Og her MÅ vi pege på Piet Oudolf, der er en mester udi store naturlige tilplantninger, der slet ikke er naturlige, men stramt styrede. Han er efter vores mening genial og meget inspirerende. Han har en privat have, man kan besøge, og den står på vores ønskeseddel.

Endelig er der spørgsmålet: Hvor tæt skal der plantes? Det har sådan set ikke noget med at plante i buketter at gøre, men svaret er, at det afhænger af sorten, pengepungen og hvor hurtigt man vil have det tæt. Det næstbedste, man kan gøre, er at læse størrelsen på planteskiltet. Det bedste er at tjekke i en bog eller på nettet, om andre er enige. Det hænder nemlig ikke sjældent, at planteskolerne skriver noget, der ikke holder. Det aller-allerbedste er at besøge en have, hvor planten vokser.

📤

Links - se nogle af Piet Oudolfs vidunderlige plantesammensætninger

» Se fotos af nogle af havedesigneren Piet Oudolfs smukke, smukke bede - og bliv inspireret.

» Piet Oudolfs egen hjemmeside

 

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk