Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS PLANTER      TRÆER OG BUSKE TIL SMÅ HAVER      SMÅ TRÆER AF OPSTAMMEDE BUSKE

Små træer

- af opstammede buske

Mange af vores opstammede træer er i virkeligheden små, mellemstore eller store buske, hvor vi har udvalgt en enkelt gren, som vi har omdannet til stamme og krone. Måden, vi opstammer på kan naturligvis også bruges på 'almindelige' træer.

Egnede buske til opstamning

Der er mange flere muligheder for opstamning af buske til træer, end de arter, vi har valgt.

Læs mere om hvordan vi opstammer og hvilke egenskaber busken skal have for at vi går i gang.

 

Det handler først og fremmest om at finde en busk, der passer i højden og til den jord og de lysforhold, der er på det sted, hvor den skal gro.
Dernæst skal den helst have nogle veldefinerede grene, der ikke fryser tilbage. En potentil er fx ret riset og vil næppe kunne give en god stamme (men det ku' nu være sjovt at prøve), og en almindelig hortensia vil fryse tilbage og aldrig blive et træ. Det gør ikke noget, at grenene er tynde og bøjelige, selv om de skal bruges til stamme. De kan bindes op.
Et tredje opmærksomhedspunkt er, at den skal kunne danne krone. Det kan i princippet alle, men nogle buske har en meget opret vækst, og vil måske/måske ikke danne den krone, man har brug for. Kejserbusk er fx ret opret og kronen vil blive derefter.

Liste med navne og billeder af vores små træer af opstammede buske


Euonymus eur. 'Red Cascade'
Benved

'Red Cascade' med de smukke pink-røde frugter bliver omkring 3-4 meter høj, hvilket er en god højde for et lille træ i en lille have.
» Læs mere om vores Euonymus eur. 'Red Cascade'

Euonymus eur. 'Red Cascade' (Benved) har vidunderskønne frugter i pink og orange

Euonymus eur. 'Red Cascade' (Benved) har vidunderskønne frugter i pink og orange

Til top


Hedera helix 'Arborescens'
Buskvedbend

Buskvedbend er en buskform af almindelig klatrende vedbend. Busken kan blive 1,5-2 meter høj. Vi havde hverken set eller læst, at man kunne opstamme buskvedbend, så det var lidt af et sats at forsøge at lave den til et træ, men det kunne lade sig gøre, og i dag er det et af vores absolut kønneste træer.
» Læs mere om vores Hedera helix 'Arborescens'

Hedera helix 'Arborescens' (Buskvedbend) opstammet som et lille stedsegrønt træ

Hedera helix 'Arborescens' (Buskvedbend) opstammet som et lille stedsegrønt træ

Til top


Hydrangea petiolaris
Klatrehortensia

Denne liste handler om vores opstammede buske, men da en klatrehortensie også kan stammes op og blive til et træ, er den med her. Vi begyndte opstamningen med at binde en almindelig planteskoleplante op til en bambusstok og løbende fjerne sideskud. Efter ca syv år fjernede vi stokken og har nu et dejligt lille træ på omkring en meter stamme.
» Læs mere om vores Hydrangea petiolaris

Hydrangea petiolaris (Klatrehortensie) kan opstammes til et træ i ønsket højde

Hydrangea petiolaris (Klatrehortensie) kan opstammes til et træ i ønsket højde

Til top


Ilex Aquifolium J.C. van Tol
Kristtorn

Denne sort af kristtorn kan blive 4 meter høj, hvis man har brug for det. Hos os er det mere, end vi har brug for, så det er en plante, vi skal beskære. Når vi alligevel har plantet den, er det, fordi vi syntes, vi manglede lige sådan nogle blade, som den har. På billedet ses kronen med begyndende røde bær øverst i midten.
» Læs mere om vores Ilex Aquifolium J.C. van Tol

Ilex Aquifolium J.C. van Tol (Kristtorn) kan formes til et lille stedsegrønt træ med lakrøde bær

Ilex Aquifolium J.C. van Tol (Kristtorn) kan formes til et lille stedsegrønt træ med lakrøde bær

Til top


Parrotia persica
Papegøjebusk

Vi har tre papegøjebuske, der alle er opstammede, og som har en pæn krone, vi kan gå under. Vi satser på, at de holder sig på omkring 4 meter uden klipperi - 5 meter kan vel også gå. Så længe vi kan magte det, har vi imidlertid tænkt os at holde dem omkring 3 meter høje. Vi har især valgt papegøjebuske/-træer i vores 'Skov', fordi bladene er lysegrønne og minder om bøgeblade, og fordi de får de mest vidunderlige efterårsfarver i gul og orange.
» Læs mere om vores Parrotia persica
» Se vores planter med efterårsfarver

Parrotia persica (Papegøjebusk) kan ved hyppig beskæring formes til et lille træ

Parrotia persica (Papegøjebusk) kan ved hyppig beskæring formes til et lille træ

Til top


Pinus parviflora 'Negishi' 
Penselfyr

Penselfyr 'Negishi' med sine smukke gråblå nåle bliver bare 3-4 meter høj, så den er perfekt til at give skovstemning uden at blive en kæmpestor skovfyr. På billedet ses den i midten og er et par meter høj - den vokser stadig - og vi stammer fortsat op.
» Læs mere om vores Pinus parviflora 'Negishi'

Pinus parviflora 'Negishi' (Penselfyr) bliver et fint lille træ, der skulle blive 3-4 m højt

Pinus parviflora 'Negishi' (Penselfyr) bliver et fint lille træ, der skulle blive 3-4 m højt

Til top


Prunus laurocerasus
Kirsebærlaurbær

Der stod tre store, udvoksede kirsebærlaurbærbuske i haven, da vi flyttede ind. De to har vi ladet stå som buske, men den tredje, der står på gårdspladsen, har vi opstammet. Den er nu et smukt, stedesegrønt træ, som vi især nyder om vinteren, hvor gårdspladsen er det haverum, vi ser ud på (billedet). Ved at opstamme, har vi fået lethed og plads til sol og krukker uden at miste den grønne vinterskulptur.
» Læs mere om vores Prunus laurocerasus

Prunus laurocerasus (Kirsebærlaurbær) kan opstammes, hvis den bliver for stor til pladsen.

Prunus laurocerasus (Kirsebærlaurbær) kan opstammes, hvis den bliver for stor til pladsen.

Til top


Rhododendron og Azalea

Man kan opstamme alle rhodendroner og azaleaer. Bare man har tålmodighed. Vi er selv ved at opstamme et par stykker, men ellers må vi indrømme, at vi også har købt nogle, bl.a. Rhododendron Blueshine Girl. Rhododendronkronerne bliver store og tunge, og vi forventer ikke, at stammerne nogensinde kan bære kronen uden opbinding. Da det desuden er dyre planter, der vokser langsomt, har vi valgt at opbinde de fem højeste træer til galvaniserede rør, som aldrig rådner eller knækker i en storm.

Rhododendron og azalea kan opstammes. Her Catawbiense og Polarnacht over japanske azaleaer

Rhododendron og azalea kan opstammes. Her Catawbiense og Polarnacht over japanske azaleaer

Til top


Thuja occ. 'Holmstrup'
Thuja occ. 'Smaragd'

Thuja er ganske vist ikke en busk, som vi ellers skriver om på denne side, men da de oftest ses med nåle helt ned til jorden, er de med på denne opstamningsliste, da vi har valgt at stamme dem op. Målet er slanke grønne kroner og stammer, der viser tujaernens meget smukke bark. Thuja 'Holmstrup' bliver kun 3-4 meter høj og til gengæld 1½-2 meter bred. 'Smaragd' (på billedet herunder) bliver 5-6 meter og til gengæld kun 1-1½ meter bred.
» Læs mere om vores Thuja occidentalis 'Holmstrup' 
» Læs mere om vores Thuja occidentalis 'Smaragd'

Thuja occ. Smaragd kan opstammes og blive til fine træer med slanke kroner, der ikke giver megen skygge.

Thuja occ. Smaragd kan opstammes og blive til fine træer med slanke kroner, der ikke giver megen skygge.

Til top


Ulmus 'Jacqueline Hillier'
Dværgelm

Vores dværgelm er plantet under en papegøjebusk/-træ og vi havde den plan, at dværgelmen skulle danne krone i mellemetagen i halvanden til to meters højde. Det er dog en af de planer, der har snydt os, for vi har for nylig set en dværgelm, der var hele fem meter høj og ikke blot to til tre meter, som vi ellers havde set og regnet med. Så dværgelmen skal klippes - eller fældes. Foreløbig klipper vi og nyder de smukke krogede stammer. (Den er velegnet til at klippe, og mange kender den måske fra japanske haver.)
» Læs mere om vores Ulmus Jacqueline Hillier

Ulmus 'Jacqueline Hillier' (Dværgelm) kan formes, så grenene vrider sig på smukkeste vis.

Ulmus 'Jacqueline Hillier' (Dværgelm) kan formes, så grenene vrider sig på smukkeste vis.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk