Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVENS DESIGN      SPECIELT FOR DESIGN AF SMÅ HAVER

Specielt for design af små haver

- fordele, udfordringer og løsninger 

Vi er mange, der er så heldige at have en lille have.

Mange vil nok mene, at en lille have alene på grund af sin størrelse vil give ejeren færre oplevelser end en stor have. Men vi vidste, inden vi anskaffede den, at det ikke var sandt, for vi har set store haver med få oplevelser og omvendt.
'En lille have' kan være en byhave, som vi har, men også en rækkehushave, lejlighedshave / stor altan eller for den sags skyld en moderne parcelhushave, hvor huset ofte fylder det meste af grunden. Kolonihaver og sommerhushaver adskiller sig naturligvis på flere måder, men har også lighedspunkter.

Små haver er intime og lette at gøre frodige.

Små haver er intime og lette at gøre frodige.

^
Små haver er intime og lette at gøre frodige.


Fordele ved små haver

Som ejer af en lille have har man mange fordele, som store haver ikke giver, og som det gælder om at udnytte.
Vi er selv utroligt glade for vores lille have, der er både hyggelig, intim, overskuelig, overkommelig og let at fylde med spændende detaljer og mange planter.
Resulatet kan du se, hvis du besøger haven, eller læser videre på vores hjemmeside.

Med siddepladser på begge sider af et bed får man to forskellige oplevelser ud af samme bed. En stor fordel i en lille have.

Med siddepladser på begge sider af et bed får man to forskellige oplevelser ud af samme bed. En stor fordel i en lille have.

^
Med siddepladser alle vegne får man mange forskellige kik på samme bed og dermed mange oplevelser pr. m2


Udfordringer ved små haver

Det, vi kan i vores små haver, kan dem med store haver også sagtens gøre. Det er det omvendte, der er en udfordring. Det er simpelthen så svært at skrumpe havehuse, drivhuse, havebassiner og hede drømme om selvforsyning, kompostering og brombærkrat, så det hele kan være i en lille have. Og det er meget sværere at finde et træ til en lille have, fordi sortimentet simpelthen er mindre. Men det KAN løses. Små haver KAN gøres interessante. Vi har set det mange steder og har selv arbejdet med det. Vores to vigtigste erfaringer er, at:

  1. Det betaler sig at bruge tid på at gennemtænke designet og på at vælge og især fravælge blandt de mange muligheder, der er
  2. Det betaler sig at bruge tid på at lave en haveplan

Tænke, tænke, tænke ...

At bruge tid på planlægning er især et 'must' for os, der vil udnytte vores kvadratmeter maksimalt.

Da man langt fra kan få plads til det hele i en lille have, er man nødt til at vælge sine haveelementer med omhu og samtidigt forsøge at snyde hjernen til at tro, at haven større, end den er. De grundlægende principper for små haver (og for enhver have), som man vil gøre større, er at:

  • Jo flere indtryk og oplevelser, der er i en have, jo større virker den
  • Jo mindre man ser i ét kig, jo flere oplevelser venter der nok forude
  • Jo mere der er at se, jo mere går man
  • Jo mere man går, jo større virker haven

Hvordan man rent praktisk indretter sin have, så den lever op til disse principper, er der mange løsninger på. Vi har beskrevet, hvad vi har benyttet os af, på de forskellige sider om 'havens design', hvor vi også fortæller, at fx perspektiv og valg af farver kan snyde haven større.

Drivhuset, der fungerer som havehus, ligger midt i haven, så man kan se ind i tre forskellige haverum.

Drivhuset, der fungerer som havehus, ligger midt i haven, så man kan se ind i tre forskellige haverum.

^
Småhuse, hegn, bede, stier, trin og siddepladser er lettest at flytte rundt med, så længe de kun er på papiret. Når først de er etableret, hænger man på sine egne handlinger.


Tegne, tegne, tegne ...

Når man har en lille have, er det vores erfaring, at en godt gennemarbejdet haveplan er en ubetinget fordel, hvis man vil udnytte sine få kvadratmeter maksimalt og fastholde sit design.
Man kunne tro, at jo mindre haven er, jo mindre vigtigt er det at lave en nøjagtig plan, men nej. Vi synes, det er omvendt: En stor have kan tåle en løsere skitse, og en lille have skal måles på centimeter. I vores små haver er der nemlig ikke plads til ret store fejl. Fx betyder et drivhus, der placeres ½ meter for langt til højre, at der bliver for lidt plads til noget andet, man også havde ønsket sig. 

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk