Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

BYHAVEN I EBELTOFT   ⇘   HAVEPLAN OG HAVERUM   ⇘   TEGLHAVEN

Teglhaven

- tæt på et tegltag, der har bestemt farverne

Går man fra Gårdspladsen op af trappen langs Magnoliabedet og forbi Smøgen, kommer man op i Teglhaven.

Her er vi stadig tæt på huset, men terrænet er hævet ca 150 cm over husets niveau (og Gårdspladsen), hvorved husets tegltag bliver meget dominerende.

I stedet for at konkurrere med farven på taget, har vi valgt at spille sammen med den og male en mur bag magnoliabedet teglfarvet. På den måde udvider vi optisk Teglhavens størrelse, så det virker, som om den når helt over til taget og helt over til muren.

^
'Teglhaven' har fået navn efter tegltaget og de teglfarvede planter i haverummet. Ved at vælge teglfarvede planter, der harmonerer med tegltaget, forstørres haverummet, fordi det visuelt inddrager hele taget.


Teglfarve kan hedde så meget, fx orange, orangerød, gulorange, laks og tegl. I dette haverum har vi som nævnt valgt at anvende nuancer inden for denne skala på grund af tegltaget. Havde det ikke været der, havde vi ikke valgt den farve og dermed heller ikke de teglfarvede blomster, fordi vi troede, at vi bedre kunne lide kølige blå-rosa farver. Men da vi synes, man får det mest harmoniske resultat, når haven spiller sammen med omgivelserne, tog vi konsekvensen, og i dag er vi lykkelige over, at vi blev 'tvunget' til denne beslutning. Teglfarverne er nemlig umådeligt smukke i højsommeren og sensommeren, og da orange forbindes med sådan noget som varme, passion og energi, ja, så understreger farven den varme og solfyldte placering, som haverummet har. Det er vi meget glade for i dag.

Planter med teglfarver

Hovedblomstringen er i sommeren, men allerede i foråret dækkes jorden af en sky af teglfarvede blomster fra Epimedium warleyense 'Orange Queen' (foto herunder). Omkring Sankt Hans begynder en række buskpotentiler at blomstre i teglfarver (Potentilla fruticosa 'Red Ace'). De står i kanten af Teglhaven, nærmest huset og tegltaget. I højsommeren bryder kaskader af dagliljeblade op gennem Bispehuens vandrette flader i midterbedet, og i juli danner de teglfarvede dagliljeblomster en fin buket med 'Red Ace'.
I løbet af 2018 flytter vi Teglhavens hovedblomstring fra højsommer til sensommer. Vi synes, vi har mest lyst til de orange farver i august og september, når vi nærmer os efteråret.

Figenterrassen med sol og parasol

Teglhaven har to siddepladser. Den ene er med lille bord og fire stole, hvilket er nok til drinks med gode venner. Det er også stort nok til at vi selv kan sidde der og spise. Det er mest, når det er varmt, og vi gerne vil have skygge. Her er nemlig god læ og sol direkte fra syd. Vi er ikke de store soldyrkere, så vi har dels en parasol og dels er der plantet en Etagekornel for at danne en grøn parasol. (Vi beskærer den, så der kun er én etage.)
Rent fysisk er siddepladsen placeret i et hjørne af haverummet ved nabohusets gavl. Gavlen vender mod syd, og op af gavlen vokser et figentræ, der elsker denne varme, beskyttede plads. Figentræet danner således væg til højre for siddepladsen og har givet navn til den: Figenterrassen. Til venstre dannes væggen af en thuja og en Etagekornel med Ribes under.

Ud over at give de dejligste figner, udgør det frodige figentræ med de enorme blade et perfekt fokuspunkt, der leder opmærksomheden væk fra den meget høje gavl bag ved.

^
Bent plukker figner. Man kan lige se hans blå bukseben.


Udhuset med en af havens mange siddepladser

En anden siddeplads har vi ved udhuset. Det er et sort træhus med røde vinduer, der ligger modsat Figenterrassen, dvs. i den sydlige ende af Teglhaven op mod muren ind til naboen. 
Udhuset er nyt, men er bevidst bygget, så det ser ud som om det har ligget der altid: Uden en eneste ret vinkel, i sortmalet træ og med svenskrøde vinduer, der er identiske med vinduerne i det fredede hovedhus. Udhuset er således - ligesom teglfarven - med til at binde Teglhaven sammen med huset og gårdspladsen.
I udhusets ene hjørne er indfældet en overdækket bænk med skæve vinkler og vindue ind til det næste haverum. Det hedder kupeen. Spørg mig ikke, hvor det kom fra, det hed den bare pludselig.

Siddeplads med læ, tørvejr og udsigt til næste haverum

Siddeplads med læ, tørvejr og udsigt til næste haverum

Teglhavens design med lodrette og vandrette linjer

Da Teglhaven er placeret meget tæt på huset, besluttede vi, da vi planlagde haven, at rummet skulle holdes i stramme linjer med enkel beplantning.
Det stramme design har vi skabt med firkantede fliser i snorlige gange med vinkelrette hjørner gennem et stort fladt bed med lave bunddækkeplanter af stort set kun én sort, nemlig Bispehue, hvori der vokser søjletræer, dvs store vandrette flader med lodrette linjer.
Træerne er dels tre opstammede thujaer (der har fået lov at bliver 3½ meter høje), dels fire æbletræer og et pæretræ, der holdes på 2-2½ meters højde, samt en solbær og en ribs i søjleform.

Havedesign med vandrette og lodrette linjer fra bunddække og søjletræer

Havedesign med vandrette og lodrette linjer fra bunddække og søjletræer

Havehuset med indgang fra Teglhaven

Et fokuspunkt i Teglhaven er Havehuset, der ligger modsat den trappe, man kommer op ad fra Gårdspladsen. Huset er sådan set et rum i sig selv, men fordi det er højt og hvidt og har indgang fra Teglhaven, trækker det straks øjet på tværs af Teglhaven, så snart man kommer op af trappen. Da døren står åben, får de fleste lyst til at gå videre i Teglhaven for kikke ind af døren. Og det er jo lige det, vi gerne vil have: At nysgerrigheden får fødderne til at flytte sig.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk