Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf'

Dværgform af Egebladet hortensia

Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf' (Dværgform af Egebladet hortenisa)

Hydrangea quercifolia 'Sikes Dwarf' (Dværgform af Egebladet hortenisa)

Dværgformen af Egebladet hortensie, 'Sikes Dwarf', er en smuk, nem og sund løvfældende busk, der er perfekt til små haver.

Vækst
Vækstformen er tæt og kompakt (jf. ovenstående foto). 'Sikes Dwarf' er mindre end arten og bliver 1 meter høj og 1½ meter bred.

Løv
'Sikes Dwarf' springer sent ud, men har til gengæld nogle helt fantastisk store, iøjenfaldende blade, der er indskårne som egeblade, deraf navnet.
Høstfarven er bronze-rød, især hvis busken får sol.

Blomst
De store cremhvide blomsterklaser kommer i august-september (foto 1 herunder).

Vokseplads
Egebladet hortensia trives bedst i sol eller halvskygge, men kan klare sig i lys skygge.
Den foretrækker sur jord, men accepterer almindelig havejord, hvilket den får hos os, og den stortrives.
Hortensiaer skal normalt have meget vand, men Egebladet hortensia er mere tørketålende end andre hortensiaer, og når den først er etableret, er vandbehovet mindre, og det er en meget nem plante. 

Den bryder sig ikke om en vindomsust vokseplads og kan fryse tilbage, hvis den står udsat. Man kan give den et par grangrene som vinterdække, men det er ikke nødvendigt hos os.
Skulle efter sigende tåle salt.

Pasning
Egebladet hortensie er sund og nem og kræver kun en let forårsbeskæring (når forsythiaerne blomstrer). Visne grene fjernes, og vintersvedne grene klippes tilbage til friske knopper.
Skal busken forynges, sker det også i marts, ved at man skærer en tredjedel eller halvdelen af de gamle grene tilbage - altid over et par friske knopper. Gentag dette det/de næste par år, til hele busken er fornyet.

Hos os står 'Sikes Dwarf' midt i haverummet 'Skoven', i god muldjord, forrest i et hævet bed og blev ikke vinterdækket i mange år. Indtil vi havde en forfærdelig hård og lang vinter, hvor hele busken frøs tilbage. Siden da har vi givet den et par grangrene, men hvis de milde vintre igen bliver i flertal, kunne vi fristes til at holde op igen. Dels arbejder vi på at have så lidt pligtarbejde som muligt, dels har vi mange tidlige blomster under busken, og de skal jo ikke dækkes til.
Da den springer sent ud, er det en perfekt busk i en lille have, fordi den tillader forårsløg og andre forårsplanter at blomstre først. Vi har blandt andet lyseblå krokus og blå anemoner under vores Egebladede hortensie, og den vokseplads er de absolut tilfredse med (foto 2 herunder).
Om sommeren udgør de store, ru blade på 'Sikes Dwarf' en perfekt kontrast til næsten alle andre blade. Vi har den bl.a. sammen med en Crusianella stylosa (Rosenskovmærke), der har lange stængler med bittesmå blade, der kravler op i busken.

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk