Byhaven i Ebeltoft

- inspiration til design af en lille have

- ideer til haveplan med haverum

- forslag til planter i små haver

 

HAVESYSLER       HAVEARBEJDE      OPSTAMNING AF BUSKE OG TRÆER

Opstamning af buske og træer

- sådan gør vi

Vi opstammer buske og træer af flere grunde:
1) Der bliver bedre plads til træer i en lille have, når man kan gå under kronen. Læs om vores små træer,
2) Der bliver plads til flere slags planter på samme kvadratmeter, når man planter i etager - en fordel i små haver. Det uddyber vi på siden om De oversete kvadratmetre.
3) Træstammer skaber perspektiv, hvilket får haven til at virke større.
4) Det skaber højde, der trækker blikket opad og gør en lille have større. 
5) Kronerne giver frodig flimmerskygge til mennesker og planter.

Når vi skal i gang med at opstamme en plante, er der forskel på, om det er en stor, eksisterende plante, det handler om, eller om det er en lille ny, vi skal ud at købe. Men trods forskellen er der nu flest ligheder.

Man kan opdele det i to faser. Den første fase handler om at få begyndt processen med at etablere en stamme. Den anden handler om det løbende arbejde med at etablere kronen.

Starten: Stammen udvælges og opbindes

Når vi skal i gang med at opstamme, begynder vi med at udsøge os en en velegnet gren. Og hvis vi skal købe en ny plante, er der mulighed for at være ekstra kræsen. En velegnet gren er ikke nødvendigvis en lige gren, men gerne en der bugter sig eller på anden måde er lidt skæv. (Og hvis man gerne vil have flere stammer, så kan man naturligvis vælge det.)

Når den rette gren er fundet, klipper vi de øvrige grene væk ved jordniveau, hvis vi vel at mærke kan gøre det uden at ribbe planten for løv. Der skal gerne være 1/2 - 2/3 af løvet tilbage, så planten har noget at leve af. Vi er ikke fanatiske med tidspunktet for at fjerne grenene ved jordniveau, så længe det kun er smågrene, der fjernes, men vi skeler naturligvis til faglitteraturen for den enkelte plante, hvis vi fx skal i gang med en stor gammel busk.
Selve opstamningen, dvs fjernelse af sidegrenene på stammen, skriver vi mere om længere nede. Først skal man vurdere, om stammen skal bindes op.

Hvis det er en meget gammel busk, vi går i gang med, og / eller den udvalgte gren er meget tyk, så kan opbindingen undværes. Men tænk på, at selv tykkere grene kan have brug for støtte. Først og fremmest fordi de omkringvoksende grene, der plejer at støtte, klippes bort, men også fordi en ny kraftig krone på toppen af grenen kan tynge en hel del. Især i storm og kuling. Glem heller ikke at støtte grenene i selve kronen (billedet herunder).

Hvis vi ikke er 100% sikker på, om stammen kan bære, binder vi op. Vi binder meget op. Det er ikke kønt. Men det er intet mod sorgen over en knækket stamme eller et væltet træ.

Stammen/grenen binder vi op til en kraftig bambusstok, træstolpe eller lignende, der er holdbar og så diskret, som den slags nu engang kan blive. Opbindingen kan være med snor, remme og meget andet. Det vigtigste er at det er holdbart og ikke skader træet.

Løbende: Sidegrene fjernes, og kronen dannes

Vi fjerner aldrig sidegrene på nye og meget unge planter, da opstamning er hård kost, hvis der efterlades mange sår, der skal heles.
Det logiske spørgsmål er så: Hvornår er en plante stor nok til at beskære med  henblik på opstamning?
Svaret er: Den skal være nogle år gammel, have god rod og være i god vækst. Og man skal tænke på, at den skal have så meget højde, at der efterlades løv nok i kronen til, at den kan ernære planten.
Det er lidt træls at gå at vente på, at planterne skal blive store nok, men tålmodighed er en dyd, der lønner sig i dette tilfælde.
Hvis det er meget hårdt at gå at vente på, beskærer vi nogle gange sidegrenene til fx 30 cm længde - hvis de altså har løv på det inderste af grenene, ellers dur det naturligvis ikke.

Tidspunkt for fjernelse af sidegrene
Vi støtter os til litteraturen for den enkelte plante, når det gælder beskæringstidspunkt for opstamningen, men erfaringen er, at planter er ret tolerante, hvis man ikke beskærer dem hårdt.

Lad kraven sidde ved beskæring
På den opbundne gren/nye stamme skærer vi sidegrenene af, når de er over blyantstykkelse - og ikke før, da de skal fungere som safttrækkere for kronen. Mindre sidegrene får lov at vente en sæson eller mere.
Grenene fjernes tæt på stammen med et rent og lidt skråt snit, så 'kraven' på hver enkelt gren bevares. Kraven ses som en ganske lille fortykkelse helt inde ved stammen. Denne krave er specielt 'designet' til hurtigt at lukke såret.

Proportioner mellem stamme og krone
Af hensyn til harmoniske proportioner, bør forholdet mellem stamme og krone være asymetrisk og gerne 1:2. Det vil sige, at stammen være ca. 1/3 af den samlede højde og kronen dermed 2/3. Man kan til nød gøre det omvendt, men i hvert fald bør man aldrig opstamme små træer, således at stammen og kronen er præcis halvt af hver. På større træer kan det bedre fraviges, men det må man naturligvis vurdere på stedet.
Det bedste på helt nye / unge træer er at vælge den korte stamme og den store krone, da det er kronen, der skal samle kræfter til den fortsatte vækst.

Opstamning af thujaer kræver særlig opmærksomhed

Vi opstammer næsten alle vores thujaer. Det er nogle planter, som helt generelt har brug for lidt ekstra beskæringsopmærksomhed, de sætter de 'parallelgrene', som kan flække stammen på den voksne plante, hvis der kommer tung sne. I forbindelse med opstamning finder vi det ekstra vigtigt at fjerne parallelgrene, da den færdige stamme er smukkest uden. (Til gengæld er det flot, hvis en plante har mange stammer, som kommer helt nede fra jorden.)

Byhaven i Ebeltoft er en privat have, som man kan besøge efter aftale. Haven er tegnet og anlagt af ejerne, Lisbeth Rosdahl og Bent Dall

Kopiering er ok, hvis .... du husker at skrive, at det kommer fra os.
Gælder tekst billeder og ideer.


Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk